frokostordning
Nyheder

Sæt fokus på trivsel og klima med den helt rigtige frokostordning

Vi ved alle sammen, hvad god mad betyder for vores trivsel og velbefindende. Det gælder i særdeleshed på arbejdspladsen, hvor vi tilbringer mange timer hver dag. Med en god frokostordning kan din virksomhed sætte fokus på medarbejdertrivsel og få klimafordele med i handlen.  

For selvom det måske virker ligegyldigt, hvordan man vælger at spise sin frokost, så kan det både gøre noget for kollegaernes indbyrdes forhold og for arbejdslysten – og det er jo ikke helt tosset. 

Råvarerne gør forskellen 

For at vores krop og hjerne kan yde den optimale indsats dagen igennem, har vi brug for det helt rigtige brændstof. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi tanker op med i løbet af dagen. Særligt til frokost er det vigtigt med gode råvarer og det helt rigtige næringsindhold. Vores frokost skal være sund og lavet fra bunden, men det er råvarerne, der gør den helt store forskel. Ved at vælge en frokostordning, der prioriterer lokale og økologiske råvarer, kan din virksomhed gøre en forskel for medarbejderne og for klimaet på samme tid.  

Sammensætningen af en sund og nærende frokost tager udgangspunkt i viden om råvarer og deres indvirkning på kroppen. Ved at sammensætte en menu af årstidens lokale grøntsager, masser af fuldkorn og sunde proteiner, kan en frokostordning sikre gladere og mere oplagte medarbejdere. Med øget mæthed og sundt brændstof til krop og hjerne kan dine medarbejdere yde en ekstra indsats i eftermiddagstimerne. Fokus på trivsel og velbefindende øger arbejdsglæden og giver gevinst på produktiviteten. 

Fokus på klima og madspild  

Udnyttelsen af lokale og sæsonbaserede råvarer er et af de vigtigste skridt i retning mod mere bæredygtig og klimavenlig madlavning. Når grøntsager flyves ind fra fjerne verdenshjørner, bruges enorme mængder CO2. Ligeledes trækkes der store veksler på miljøet, når frugt og grønt dyrkes i opvarmede drivhuse for at forlænge sæsonen. Så når vi insisterer på at spise de samme retter og de samme eksotiske råvarer hele året, belaster vi jordens ressourcer unødigt. Ved at tilpasse menuen til årstiden, både privat og på arbejdspladsen, og udnytte de lokalt dyrkede og opdrættede råvarer, kan vi spare både penge og ressourcer.  

Hvert år kasseres vanvittige mængder mad fra supermarkeder, restauranter og private hjem. Ligeledes risikerer kantiner og frokostordninger i virksomhederne rundt om i landet at bidrage til det enorme madspild. Men det kan undgås, hvis ordningerne gennemføres med omtanke. Det er muligt at planlægge indkøb og madlavning, så mulighederne for at genbruge rester optimeres.  

Flere og flere steder indrettes kantiner og madordninger på nye måder for at undgå, at medarbejdere tager mere mad, end de kan spise. Der er masser af muligheder for at påvirke portionsstørrelser og valg i kantinen igennem anretning og forskellige typer nudging. Samtidig kan man med fordel alliere sig med lokale herberger eller varmestuer, som gerne tager imod overskudsmad. Med små tiltag kan også din virksomhed gøre en indsats for miljøet.